Det danske sprog er finurligt

Jeg støder via mit arbejde som læsepædagog på mange frustrationer over det danske skriftsprog. Det er ikke altid helt til at forstå, hvorfor vi staver ordene, som vi gør, og rigtig mange danskere har stavefejl i større eller mindre grad. Men som jeg beroligere mine kursister med, så kan alt jo læres. Smiler

Her på siden kan du lære lidt mere om de forskellige og ganske almindelige stavefejl, jeg støder på i min daglige undervisning, samt når jeg sidder og læser tekster på internettet.

Jeg er selv opvokset i 70'ernes skole, hvor dansk grammatik var en by i Rusland. Vi blev aldrig introduceret til grammatikkens vidunderlige univers, som giver løsningen på mange af vores staveproblemer. Det var først, da jeg læste videre til læsepædagog, at jeg investerede i min første danske grammatikbog - og læste den som en skønlitterær roman. Jeg havde den ene aha-oplevelse efter den anden og en masse brikker faldt på plads. Waou

Hav tålmodighed, siden vil stille og roligt blive udbygget. Så vend gerne tilbage for at tjekke om der er kommet nyt. Du er også meget velkommen til at skrive en kommentar til siden, hvis du har lyst. 

Sgu - staves med "g".

Tja, hvorfor ikke starte med et bandeord. Rækker tunge

Jeg støder på rigtig mange forskellige udgaver af ordet "sgu" - den eneste rigtige måde at stave det på er med "g".
Ordet er en sammentrækning af Så Gud, når man husker på det, vil man ikke længere være i tvivl om, hvordan det staves.

En del danskere skriver ordet med "k" "sku", men det er faktisk en forkortelse af ordet "skulle". I talesprog udtaler vi sjældent hele ordet og lader l'erne forsvinde: "Sku' vi tage en tur til byen?"

I dag / i morgen

I dag, i morgen og i går skrives altid i to ord. Det er altså ikke korrekt at skrive idag, imorgen eller igår, og det bliver heller ikke mere korrekt af, at utrolig mange fejlskriver det.
Her kommer en forklaring: Når vi samskriver danske ord, lægger vi kun tryk på første stavelse, hvorimod ord, der ikke samskrives har tryk på begge stavelser. Prøv at udtale pigenavnet Ida, læg mærke til, hvordan du tydeligt udtaler i'et, men "da" har mindre styrke. Udtal herefter ordene i dag, her er lige meget tryk både på i og dag. Når du fejlagtigt skriver i dag i et ord, læser vi det altså som "ida", og fejlskrivningen forstyrrer vores læsning.
Det lille i er et forholdsord, der beskriver forholdet imellem ordene.
Hvornår sker det? I dag.
Hvor skal du hen? I skole.
Hvor skete det? I byen.

Yngling / yndling

Uha, denne stavefejl har jeg selv begået. Blinker

Yngling kommer fra ordet yngre og betyder en yngre person. "De går på et ynglingehold".

Yndling kommer fra ordet ynder og betyder noget man holder allermest af. "Det er min yndlingsbamse".

Lydligt kan man ikke høre forskel på de to ord, man er derfor nødt til at huske på, hvad ordet betyder. 

Stumme bogstaver

Ja, nogle vil måske foretrække at kalde dem dumme bogstaver, hvorfor overhovedet tilføje nogle bogstaver, man ikke kan høre? Hvisker

Stumt d
Det stumme d forekommer efter l, n og r samt foran s og t.
Hvis man er lydligt opmærksom, kan man i nogle tilfælde høre, hvornår der skal tilføjes et stumt d. Prøv at lægge mærke til forskellen i udtalen på følgende ordpar: vil - vild, man - mand. Når du udtaler ordene vild og mand, laver du et stød (en lille sammentrækning i stemmebåndet), dette lille stød indikerer, at der er et stumt d.
Et andet lille fif kan være at tænke tilbage til ordets stamme, hvis der er d i stammen, må vi ikke pludselig smide det væk - selvom vi ikke kan høre det. Det kunne f.eks. være ordet bidt - jeg kan ikke høre d'et og kunne være fristet til at stave det bit, men ordet kommer jo af at bide, hvor man tydeligt hører d'et. Stammen er bid, som jeg altså ikke må ændre på.

Stumt h
H'et optræder stumt foran j og v, men pas på, for vi har mange ord, hvor begge stavemåder er korrekte, det er bare betydningen af ordet, der ændrer sig: hvor - vor, hjul - jul, hvis - vis o.lign.
Et fif kan være at kalde alle vores spørgeord for hv-ord (hvor, hvordan, hvorfor, hvad osv.) på den måde kan man huske at skrive disse ord med det stumme h.

Stumt g
G'et bliver stumt mellem u og l (f.eks. kugle, fugle), men pas på, der findes mange lignende ord, hvor g'et ikke skal tilføjes (f.eks. bule, mule og mulig).
Når g'et står efter i bliver det også stumt; f.eks. rigtig, venlig, menneskelig osv.
G'et kan også være stumt i andre ord, som falder udenfor ovenstående regler: f.eks. spurgte, fulgte og uge.

Stumt v
V'et bliver stumt når det står lige efter l, som i selv, halv og gulv. Læg mærke til at det ikke længere er stumt, når vi bøjer ordet: selve, halve og gulve.

Af sted skrives i to ord

Mange er i tvivl og kommer til at skrive afsted i et ord, men det er ikke korrekt og skal skrives i to ord.
Man kan rent faktisk høre, når vi skal sammenskrive ord med "af". Prøv at lægge mærke til udtalen på følgende ord: afstand, aftage og afhøvle. Ordene udtales med en au-lyd. Så når du udtaler et "af" som "au", kan du være sikker på, at det skal skrives som et ord, udtaler du ikke "af" som "au", kan du omvendt være sikker på, at det skal skrives i to ord, altså af sted.
Lignende eksempler er sammenskrivninger med dag, fag, tag og lav, hvor udtalen også ændrer sig til "dau", som i dagskole, "fau" i fagtilbud, "tau" i tagsten og "lau" i lavindkomst.

Forvekslingsord

Vi har en hel del ordpar, hvor udtalen ligger så tæt, at vi skal være meget opmærksomme for at høre forskel, f.eks. ligge - lægge, sidde - sætte.
Et fif kan være at huske på følgende: ligge og sidde betegner en stilstand og staves med i, lægge og sætte betegner en bevægelse og staves med æ.
Det kunne være rart at sætte et lignende ordpar springe - sprænge i den kategori, men det går desværre ikke. Vi kan næppe sige, at der er stilstand over disse ord, men der er en anden lille regel: springe kan kun gå ud over en selv, mens sprænge går ud over andre. Jeg springer ud af vinduet (det går ud over mig selv). Jeg sprænger noget i luften (det går ud over andre).

En anden hyggelig lille gruppe er: hver, vær, vejr, værd.
Lydligt er der ingen forskel på udtalen af de fire ord, og vi er nødt til at huske på, hvad ordet betyder. For at skille vær og værd fra hinanden, kan du huske på, at ordet værd kommer fra ordet værdi, hvor vi tydeligt kan høre d'et.

Man kan også hurtigt komme til at forveksle vidst/vist, da vi kun har en meget lille lydlig forskel. Husk på, at vidst kommer af at vide og vist kommer af at vise. Det er ganske sikkert og vist (her bruges vist, som et biord og staves aldrig med "d").

Synes/syntes

Rigtig mange bruger ovenstående forkert, de skriver i et væk "syntes". Det kan selvfølgelig være korrekt, hvis man ikke synes det længere. Synes er nutid og syntes er datid. Prøv i stedet at udskifte ordene med mener/mente, så vil du ikke længere være i tvivl, om du har brugt ordet i den rigtige tid.

b/p, d/t og g/k forveksling

Det kan være supersvært at høre forskel på b/p, d/t og g/k, fordi vi producerer lydene nøjagtig samme sted. Der er imidlertid forskel, da b, d og g er upustede og p, t og k er pustede. Prøv at sæt håndfladen op foran munden og udtal f.eks Bodil og herefter Poul. Læg mærke til, at der ikke kommer luft, når du siger Bodil, og der kommer luft, når du siger Poul. Det er selvfølgelig meget lettere at mærke pustet, når ordet har konsonanten i forlyden (i starten af ordet), end hvis lyden er midt inde i ordet. Men hvis man er opmærksom på det lille pust og taler tydeligt, vil man kunne lytte sig frem i nogle tilfælde. Prøv at udtale ordet grube, hvor luften holdes inde, og sig herefter gruppe, hvor der gives luft.

Vi kalder endvidere b og g for bløde konsonanter, p og k er hårde. Vokalen foran de bløde er som oftest lang, dvs. den lyder som sig selv - slibe, snige (i lyder som i). Vokalen foran de hårde er som oftest kort, dvs. den ikke lyder som sig selv - slippe, strikke (i lyder som e).
Jeg skriver som oftest, da der som altid er undtagelser  Ha ha 

Mig eller Jeg

Hvornår skal du bruge mig, og hvornår skal du bruge jeg?
Problemet opstår som oftest, når der er flere personer indblandet i sætningen, hvor vi så fejlagtigt kommer til at bruge mig, hvor det skulle være jeg eller omvendt.
Men det er faktisk let lige at tjekke sig selv, ganske enkelt ved at fjerne de øvrige personer. På et tidspunkt var der et radioprogram, der hed: Mig og Monica. Det klinger fint, men rent sprogligt er det ikke korrekt. Hvis vi fortsatte sætningen: Mig og Monica laver radio, lyder det sikkert stadig o.k., men nu fjerner vi Monica og sætningen bliver så: Mig laver radio, og så kan alle høre, at den er gal.
Det ville derfor være korrekt at skrive. Jeg og Monica (laver radio). Af høflighed har jeg lært altid at sætte mig selv til sidst, hvorfor jeg nok havde skrevet Monica og jeg (laver radio).
Et andet eksempel kunne være: Drengene og mig spiller fodbold hver eftermiddag.
Fjern drengene, nu lyder sætningen: mig spiller fodbold ... altså ikke korrekt, hvorfor sætningen skal være: Drengene og jeg spiller fodbold hver eftermiddag.
Fjern igen drengene, nu lyder sætningen: jeg spiller fodbold ... altså korrekt.

Navneord

Den største ordklasse i de danske ord er: navneord. Navneord betegner ting, levende væsner og begreber. I princippet alt det vi kan røre ved, eller alt det der rører os. Jeg kan røre ved en ting (en stol, et bord), jeg kan røre ved et levende væsen (et menneske, en hest), og begreber kan røre mig (en kærlighed, et had). Med andre ord; alt det jeg kan sætte en eller et foran er navneord.

Alle vores navneord (dog med få undtagelser) kan bøjes efter følgende skema:

         ENTAL                               FLERTAL
      Ubestemt  Bestemt             Ubestemt   Bestemt


A    Dag         Dag-en                Dag-e          Dag-ene
B    Uge         Uge-n                  Uge-r          Uge-rne
C    Måned     Måned-en            Måned-er    Måned-erne
D   År            År-et                   År -             År-ene

Hvis du har styr på ovenstående skema, kan du i princippet stave alle navneordenes bøjninger korrekt. Ofte er det ikke ordets stamme, der volder os problemer, men endelserne. Skal ordet slutte på "e" eller "er"?

Her er jeg nødt til at introducere dig for et par ekstra lyde i det danske sprog (som du udmærket kender, men måske ikke har været opmærksom på tidligere).

Læg mærke til, hvordan du udtaler: komme, hoppe. Du udtaler ordets endelse (altså e'et) med en "øh-lyd" til sidst. E'et i ovenstående tilfælde er tryksvagt, hvis vi vil udtale e'et trykstærkt, viser vi det ved at sætte et accent aigu tegn over e'et: allé - idé.

Læg også mærke til, hvordan du udtaler: kommer, hopper. Her udtaler du ordene med en "åh-lyd" til sidst. Det vil altså sige, når du hører, at du siger "øh-lyden" til sidst, kan du være sikker på, at ordet slutter på et "-e", omvendt hvis du siger "åh-lyden" til sidst, kan du være sikker på, at ordet slutter på et "-er".
Ak ja, så ville den hellige grav være velforvaret - ikke sandt? Men nej, der er nemlig ikke lydlig forskel på, om ordet ender på -er, -re, -rer eller -ere, alle endelserne udtales med "åh-lyden": buer, hare, lærer, mere. Det er noget nær umuligt at høre forskel på disse endelser. Men ved hjælp af navneordenes bøjningsskema kan vi altså nu strukturere ordene og dermed have lettere ved at stave de endelser, vi ikke kan høre.

Du kan bruge følgende fif:
Alle de navneord, som ender på e i stammen, bøjes som gruppe B. F.eks. hare eller herre, stammen ender på e, ergo skal jeg bøje ordet som gruppe B (uge) og i flertal bliver det derfor flere harer, flere herrer (selvom jeg ikke kan høre endelsen).
Navneord, der ender på "åh-lyden", bøjes som gruppe A (dag): en computer, en racer, en printer osv. Herunder også alle stillingsbetegnelser, der ender på "åh-lyden": en lærer, en bager, en murer osv. Når vi skriver dem i ubestemt flertal, kan vi blive i tvivl om, der skal ekstra -e eller måske ekstra -er på, vi kan ikke høre det og famler os måske frem. Men når du kan bøje til dag og sagtens kan høre, at dag i ubestemt flertal bliver til dage (med "øh-lyden"), så ved du, at denne gruppe skal have tilført et -e i ubestemt flertal, altså: flere computere, racere, printere, lærere, bagere, murere osv.

Endnu et lille fif:
De stillingsbetegnelser, som har en trykstærk endelse som f.eks. direktør, sekretær o.lign., hvor du lægger tryk på sidste stavelse, de bøjes efter gruppe C (måned). I ubestemt flertal skal der derfor tilføjes et -er: direktører, sekretærer.

Udsagnsord

Den næststørste ordklasse er: udsagnsord. Udsagnsord er vores gøre ord eller handle ord. Vi finder udsagnsordene ved at sætte at eller jeg foran.

Alle vores udsagnsord (med få undtagelser) kan bøjes efter følgende skema:

   Byde- Navne-   Nutid        Datid       Kort              Lang
   form  form                                     tillægsform   tillægsform


A Regn  Regn-e   Regn-er     Regn-ede Regn-et        Regn-ende
B Læs    Læs-e    Læs-er      Læs-te     Læs-t           Læs-ende
C Skriv  Skriv-e   Skriv-er     Skrev        Skrev-et       Skriv-ende
D Bo     Bo          Bo-r          Bo-ede      Bo-et           Bo-ende

Som du kan se, er der forskel i udsagnsordenes datidsform. For at finde ud af, hvilken gruppe udsagnsordet bøjes i, er det derfor lettest at sige ordet i datid.

Læg mærke til, at nutid (med få undtagelser) altid ender på -r. Rigtig mange kløjs i nutidsformen og glemmer at sætte et -r på, eller får sat et -r for meget, selvom ordet ikke står i nutid.

Nutid kan forekomme i følgende:
1. Når det foregår lige nu. "Jeg skriver".
2. Når det foregår jævnligt eller hver dag. "Jeg skriver hver dag".
3. Når det er inden for en kort tidsramme. "Jeg skriver om lidt".

Nutid kan aldrig forekomme efter vores mådeudsagnsord (kan, vil, kan, må, skal, tør, bør, gider), da vi ved at tilføje et mådeudsagnsord giver udtryk for, at handlingen endnu ikke er gået i gang, og så kan det af gode grunde jo ikke foregå nu.
"Jeg vil/kan/må/skal/tør/bør/gider skrive".
"Jeg vil/kan/må/skal/tør/bør/gider skrive hver dag".
"Jeg vil/kan/må/skal/tør/bør/gider skrive om lidt".
Stavefejlsproblemerne opstår ofte, når vi har med de ord, hvor vi har svært ved at høre endelsen. De udsagnsord som har "åh-endelsen" f.eks. høre, køre, acceptere, introducere o.lign.
"Jeg kører til byen". Handlingen foregår lige nu, hver dag eller lige om lidt.
"Jeg vil køre til byen." Handlingen er ikke gået i gang, men jeg påtænker at udføre handlingen.

Man kan faktisk lytte sig frem til, om man har stavet ordet korrekt, ved at udskifte det svære lytteord med et let lytteord, som f.eks. spise, huske, cykle.

Læg også mærke til, at kort tillægsform altid ender på -t, også selvom vi i talesproget er gode til at sløjfe det lille -t.
"Jeg har villet skrive". "Jeg har måttet skrive". "Jeg har kunnet skrive". "Jeg har skullet skrive". "Jeg har burdet skrive". "Jeg har turdet skrive". "Jeg har gidet skrive".

Under kort tillægsform gemmer sig de to former vi kalder førnutid og førdatid. Vi danner førnutid og førdatid ved hjælp af hjælpeudsagnsordene at være, at have og at blive. Det er altså den tid hjælpeudsagnsordet står i, som afgør om det er førnutid eller førdatid.
"Jeg er kørt". "Jeg har skrevet
". "Jeg bliver set".
- er/har/bliver står i nutid = førnutid.
"Jeg var kørt". "Jeg havde skrevet". "Jeg blev set".
- var/havde/blev står i datid = førdatid.

Syv danske udsagnsord ender på -de i datid.
Læg mærke til følgende syv danske udsagnsord:
sagde, lagde, havde, gjorde, burde, turde og døde, som alle har det tilfælles, at de kun får tilført -de i datidsformen.
 


Tillægsord

Vores tredje største ordklasse er: Tillægsord.

Tillægsord er med til at gøre vores sprog fyldigt, vi bruger dem til at sætte vores læsere eller lyttere bedre ind i beskrivelsen af vores ting eller oplevelser.

En sætning uden tillægsord: Jeg har en taske. Hver især får nu et billede af en taske inde i hovedet. Det kan være hundredevis af forskellige tasker.

Jeg har en rød taske. Rød er et tillægsord og fortæller os farven på tasken. Billedet af alle andre end røde tasker er nu fjernet.

Jeg har en lille, rød taske. Lille er også et tillægsord og fortæller os størrelsen på tasken. Billedet af alle store tasker er nu fjernet.

Tillægsord beskriver altså navneordet og lægger sig op til dette. Hvis navneordet er et n-ord (du siger en foran), så skrives tillægsordet i sin grundform.

En rød bil.

Hvis navneordet er et t-ord (du siger et foran), så skrives tillægsordet tilført et t.

Et rødt æble.

Hvis navneordet er bestemt (man siger den/det foran), så skrives tillægsordet tilført et e.

Den røde bil. Det røde æble.

Og endelig hvis navneordet er i flertal (man siger de foran), så skrives tillægsordet også tilført et e.

De røde biler. De røde æbler.

De fleste stavefejl ved tillægsord findes, når vi benytter os af deres gradbøjning.

Jeg er høj, men du er højere, og han er højest.

Det er svært at høre endelsen i 2. gradbøjning: højere, hvorfor mange kommer til at stave ordet forkert: højer. Husk på at 2. gradbøjning betyder m ere , hvorfor det også skal ende på: ere . 3. gradbøjning betyder m est , hvorfor det også ender på: est .

Selvfølgelig er der undtagelser (som alle andre steder) Græder

Første undtagelse: hvis ordet ender på g, tilføres der kun st i 3. grad:
vigtig, vigtigere, vigtigst - dygtig, dygtigere, dygtigst osv.

Anden undtagelse: nogle ord kan slet ikke gradbøjes f.eks. lilla, vi kan ikke sige lilla, lillaere, lillaest, hvorfor vi gradbøjer ordet ved at sige mere eller mest foran: lilla, mere lilla, mest lilla. Pas også på ord, som af helt naturlige årsager ikke kan gradbøjes f.eks. tom. Hvis noget er tomt, kan det aldrig blive tommere. Eller evig, hvis noget er evigt, kan det aldrig blive evigere.

Tredje undtagelse: en hel del ord ændre sig fra stammen til helt nye ord i gradbøjningen: ung, yngre, yngst - god, bedre, bedst, gammel, ældre, ældst osv.
En lille trøst kan være, at de trods alt bibeholder endelserne -re og -st i henholdsvis 2. og 3. grad, så der er en lille genkendelighed.